torsdag den 6. marts 2008

Suk...

Humøret er ikke det bedste lige nu, og har egentlig ikke været det de sidste par dage.. Hvorfor ved jeg ikke - sådan er det nok bare... Min psykolog har sagt at jeg skal lære at sige: "Måske er det ok, at jeg er trist", så det prøver jeg... Prøver at acceptere som jeg har gjort det sidste 1½ år, men det er ikke altid lige nemt - at acceptere...
Jeg har fået endnu et mantra, som er blevet skrevet på små sedler der er hængt op over hele huset. Der står: "Måske kan jeg!"
Jeg har siddet og kigget i den lokale avis og fandt ikke mindre end tre stillinger jeg syntes kunne være spændende, men jeg tør ikke, tænk nu hvis jeg ikke kan magte det? Lige nu hælder jeg mest til "måske kan jeg ikke!"
Hele sidste uge gik med revy, vi havde tre forestillinger som alle forløb rigtigt godt, og vi har fået stor ros, så det er jo dejligt! Men det har også været dejligt med lidt fridage - i morgen starter vi atter op med revy, men med kun tre forestillinger tilbage er det til at se en ende på. Det er super sjovt, men det er også hårdt og intenst, så det er altid rart, omend lidt underligt, når det er ovre!
I aften har jeg været til aerobic. Det var dejligt at komme i gang igen - jeg er instruktør, så holdet har holdt fri de sidste to uger. Først på grund af vinterferien og derefter på grund af revyen... Det er lidt svært at komme af sted fordi der ikke er så mange på holdet, men det er altid dejligt bagefter - det hiver humøret op for en stund.
Den sidste uge har jeg strikket djævlehuer i vildskab. Min frisør som også er frisør i revyen så en af dem jeg havde lavet, i sidste uge og bestilte straks to til hendes tvillinge piger der blev født i december - så i gang måtte jeg... Hvilken model ville hun mon have? Striber eller ensfarvet? Hvilke farver? Hvilken størrelse? Jeg har strikket 4 forskellige + en pixie hue som jeg skal have med ud til hende i morgen aften... En af vores sminkører fik også med det samme smag for min filtede hue med totterne, så hun bestilte en til sig selv i sort med røde totter, den ligger lige nu i vaskemaskinen (den er i gang med 2. vask, den var næsten ikke filtet efter første gang.. Mystisk.. Men 10 min efter jeg havde sat maskinen i gang igen, kom jeg i tanke om hvorfor huen stadig var så stor.. Jeg havde glemt at putte cowboybukserne i maskinen... Nå men nu må vi se hvordan det ser ud efter 2. vask, denne gang på 60 grader...).
Nu vil jeg skrive til min moster og spørge hende hvordan man laver ekstra forstærkning på strømper - hun er den ultimative strømpe strikker... Jeg har efter mange år, hvor jeg har nægtet, besluttet mig for at kaste mig udi kunsten at strikke strømper, og min veninde meldte sig straks som frivillig aftager, men hun er hestepige og kan nemt slide et par op om ugen, så jeg tænker at det vil være en god idé med ekstra forstærkning på hæl og tå?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar