søndag den 27. juli 2008

Bedre kan en sommeraften ikke være!

Vi havde en skøn aften i går med familien Pedersen! Sådan skal sommeraftnerne være! Der var helt vindstille, varmt, god stemning, hygge og næsten ingen myg - det var perfekt!

Vi hyggede os alle stort, selv Bertha. Hun fik lov at løbe rundt uden snor - til gengæld havde far hegnet haven inde så hun ikke kunne komme på springtur.



Hen på aftnen var der nogen der blev mere kloge end andre. Der er godt nok ingen tvivl om at min far og faster er søskende! - Nåh ja, og æblerne falder vel ikke lang fra stammen? *G*




Ingen sommer-hygge-aften i vores familie uden masser af levende lys, lyskæder og bål. Denne aften var ingen undtagelse. Og selvfølgelig skulle der også grilles skumfiduser - jeg fik faktisk slet ingen, det ligner mig ikke! Til gengæld fik jeg Galliano shots - UHM!!!



mandag den 21. juli 2008

Blomster tørklæde

Så blev Noro tørklædet færdigt. Det er virkelig blevet flot - i al beskedenhed selvfølgelig! Det er helt sikkert ikke det sidste af den slags der er blevet lavet! Jeg har jo endnu et bundt Noro liggende fra Merete. Det varer nok ikke længe inden der bliver taget hul på det!

Fakta om Blomstertørklædet:

Garn: Noro kureyon sock yarn farve 188. Det er utroligt så stor forskel der er på farverne i sådant et nøgle!

Forbrug: 100 gram Noro + nogle rester SuperSoft til et par ekstra lapper og kanten.

Ændringer: Jeg har ikke lavet så mange lapper som angivet i opskriften. Jeg bryder mig ikke om de helt brede tørklæder. Der er også kun hæklet tre omgange stangmasker. Noro garnet har også gjort det nemt, for jeg har ikke behøvet at skifte garn efter blomsten - det er skønt at være doven! ;-)

Opskrift: Hæklet tørklæde fra Hendes Verden.

Hot or not? Det er super hot! Jeg elsker det! Men ehm. Det der sokkegarn, det egner sig altså overhovedet ikke til sokker!

onsdag den 16. juli 2008

Garn fra Siffe

For en uges tid siden da jeg skulle bytte garn med Frida, så Siffe noget garn som hun godt kunne bruge. Det blev sendt afsted, og se hvad jeg har fået i dag. Det er bare SÅ lækkert noget garn, og alt alt alt for meget. TUSIND tak Siffe. Det er helt overvældende! Nogen der kan gætte hvad det skal bruges til?

Jeg er i øvrigt blevet inspireret af alt det bytteri. Jeg er nu ved at finde mere garn som jeg VED jeg aldrig får brugt. Om en dag eller to vil det være at finde her på siden...

tirsdag den 15. juli 2008

Voksne bøller

Det er efterhånden længe siden de to hvide bøllehatte blev færdige, men den stribede med skyggen har ligget og ventet på mig. Gitte skal have den ene af de hvide og Kenneth den med skyggen. Da jeg havde lavet dem til deres tre piger ville de også selv have. Nu får de...

Fakta om "Den stribede med skyggen"
Garn: Opal strømpegarn - måske ikke det mest egnede på denne tid, men Kenneth ville have farver og striber og jeg er jo som bekendt doven, så jeg gad ikke sidde og hæfte...
Forbrug: 75 gram
Opskrift: Fra garnstudio.
Hot or not? Tjae, det må Kenneth afgøre...

Fakta om "Den hvide med hulmønster"
Garn: Lyric bomuldsgarn
Forbrug: 55 gram
Opskrift: Fra garnstudio
Hot or not? Den er sød. Ærgerligt at jeg ikke har hatte hovede!

Fakta om "Den tykke med striben"
Garn: Rester af Paris fra garnstudio.
Forburg: 90 gram
Opskrift: Take a guess ;-)
Hot or not? Den er da også meget sød, men virker meget tyk til at være en sommer hat...

Noro tørklædet er også helt færdigt, men jeg har glemt det hos mine forældre, så billeder og fakta kommer en anden dag...

søndag den 13. juli 2008

Noro update

Det skrider frem med blomstertørklædet fra Hendes Verden. Alle lapperne er hæklet sammen, enderne er hæftet (der var godt nok mange!), og første uendeligt lange fastmaske omgang er hæklet. Jeg tror det bliver godt!

AV for pokker!

Sådan ser min arm så ud efter at have pølet med Bertha. Jeg er vist ikke helt så hårdhudet som hendes uldne legekammerater!

onsdag den 9. juli 2008

Færdig "Regnbue"

Så blev "Regnbuen" også færdig. Selvom jeg har strikkehæftet, var det nu alligevel et stort arbejde med monteringen... Men fin er den blevet, og Lisa har godkendt dem begge, så nu kan jeg gå i gang med 2. sæt...

Det er præcis tre uger siden jeg gik i gang med Regnbuen, og har strikket lidt på den, lidt på den lille skæve. Der har også været tid til lidt sjals strikning og et par enkelte blomster lapper...

Fakta om "Regnbuen"
Garn: Den billige, men udemærkede Lyric til en flad 10´er pr. nøgle i 7 forskellige farver.
Forbrug: 175 gram i alt.
Opskrift: Tjae, det bruger vi ikke her ;o) - Lisa havde nogle ønsker, jeg havde nogle krav, lidt søgen på nettet efter diverse mål, en strikkeprøve (min første af slagsen) og så var den der - lige i øjet!
Størrelse: Ca. 1 år tror jeg. Bredden er 31 cm, længden er 28 cm fra skulder til bund og ærmerne måler 21 cm.
Hot or not? Den er rigtig rigtig sød, men jeg tror altså ikke jeg gider strikke mere end de to - det tager alt for lang tid med alle de farveskift og lommen - man er vel doven!

mandag den 7. juli 2008

"Den lille skæve"

Nu er "Den lille skæve" blevet færdig. Og hvis jeg selv skal sige det, så er den blevet helt god! I morgen skal Lisa se den, og hvis hun kan godkende, så går jeg i gang med nummer 2...


Fakta om "Den lille skæve" version 1:
Garn: Super Soft fra Marianne Svit i farverne Cinnabar Red og Lush.
Forbrug: 75-80 gram af den røde og 25-30 gram af den orange.
Størrelse: Jeg vil tro (håbe) ca. størrelse 1 år. Trøjen måler 30 cm i bredden, 28 cm fra nakke til bund og 17 cm på ærmerne.
Pinde: Jeg har strikket med dobbelt tråd på pinde nr. 4,5 (og 4 til de orange kanter)
Opskrift: Tjaaa, den ligger godt gemt i min enorme hjernekapacitet ;-) Jeg har set nogle trøjer rundt om på nettet, og har ud fra det lavet min egen opskrift.
Hot or not? HOT!! Den er sød, nem og hurtig! Og der skal da i hvert fald strikkes mindst én mere...

søndag den 6. juli 2008

Garn til Frida

Frida har nogle bøger hun ikke længere kan bruge, jeg har noget garn. Måske kan frida bruge det?

1: 3 nøgler sort Kitten mohair garn. 30% mohair, 20% uld, 50 % courtell. 165 m/ 50 gram.
2: 2 nøgler Bourdox Bumbo Extra. 50% uld, 50% akryl. 105 m/ 50 gram.

3: 4 nøgler mellemblå Adina Mercericeret bomuldsgarn. 100% bomuld. 125 m/ 50 gram

4: 1 nøgle Tynd Chenille. 120 m/ 50 gram - hvis du er interesseret har jeg yderligere 100-150 gram som har været strikket af.

5: 1 nøgle sandfarvet Silky Bamboo. 70% bambus, 30% bomuld. 75 m/ 50 gram

6: 3 nøgler Hør mix. 80% bomuld, 20% hør. 150 m/ 50 gram

7: 4 nøgler uldflamé garn. 2 korngule og 2 støvet pink. 100% uld. 270 m/ 100 gram.
8: 2 nøgler hvid Kitten. Se specifikationerne ved den sorte foroven.

Er der mon noget af dette du kan bruge?

lørdag den 5. juli 2008

Hedeslag!

Jeg har været ude for at ordne mine blomster. De trængte! De var godt tørstige, og mange af dem måtte delvist lade livet. Jeg har klippet, og jeg har klippet meget! Jeg håber på at de med masser af vand, og uden svedne stilke, kan finde kræfterne til at komme til live igen...



På tearessen står en enkelt lilje. Jeg elsker liljer! Den har en enormt flot lyserød farve, og så dufter den helt vidunderligt! Lige nu er jeg glad for jeg ikke nåede at give den til min mor ;o)



Regnbuen

Det er gået noget langsomt med "Regnbuen" den sidste tid. Dels har jeg haft problemer med pindene; først knækkede min knit pick, og da jeg skulle i gang med ærmerne manglede jeg strømpepinde i den størrelse. Efter nogle overvejelser, endte det med at jeg BÅDE bestilte et par knit pick OG købte et par i metal. Resultatet er at det har taget meget lang tid at strikke de to ærmer - jeg får simpelthen så ondt i fingrene af at strikke på Pony´s metal pinde! Men nu begynder det virkelig at ligne noget! Der er både gjort klar til lomme, begyndt raglan, og lukket af til stolpelukning.
Lisa kommer til Ålbæk på tirsdag, og så havde jeg håbet på at kunne vise hende en færdig trøje, men nu er jeg havnet i et stort dilemma. Hætten skulle gerne blive ensfarvet - rød. Men så vidt jeg kan måle mig frem til, så når jeg til hætten, når jeg skal i gang med den turkise eller mørk lilla. Det er jo ikke ligefrem specielt piget! Umiddelbart synes jeg ikke det bliver pænt, hvis jeg springer" i farve rækkefølgen og strikker rød efter den grønne eller den turkis... Hmm... Hvad synes I?

Jeg kan heller ikke helt beslutte mig til, hvad jeg skal gøre med stolpelukningen. Der skal en enkelt stor knap i. Men skal jeg strikke op langs kanten af lukningen og hætten og strikke et knaphul, eller skal jeg hækle en række fastmasker og samtidig lave en lille løkke til knappen, eller en anden god idé? Nogen forslag dér?

Og så lige en lille tilføjelse - de fleste vil nok falde i svime over alle de løse ender der hænger ud. Sikke mange ender der skal hæftes! Men ved I hvad? De er allerede hæftet - hurra for strikkehæftning!!!

"Den lille skæve" begynder også at ligne noget. Den mangler kun et halvt ærme, lidt hæftning og to knapper. Jeg tror jeg er blevet enig med mig selv om at den skal filtes en lille smule. Jeg er noget af en kylling, og ville være træt af at skulle starte forfra med den, så jeg starter med at smide den i maskinen på 30 grader...