tirsdag den 26. februar 2008

Endnu en hue...

Så er der endnu en hue færdig. Denne gang en hue til Freja - så er alle tre søstres ører garanteret varme...
Jeg har set en hue der ligner og har derefter selv lavet en opskrift.

Filtet hue med totter.

Str. One size – filtningen bestemmer størrelsen.
Forbrug: Ca. 100 gram Tove garn fra Sandnessgarn + en rest i en anden farve.

Slå 88 masker op med dobbelt tråd Tove garn på rundpind nummer 7.
Strik rundt indtil arbejdet måler ca. 30-35 cm.
Vend vrangen ud af arbejdet og luk 22 masker af ved at strikke to masker sammen 11 gange. (Strik to masker sammen to gange. Træk den første masker over. Strik to masker sammen og træk den forrige maske over.) sæt de næste 11 masker på en hjælpepind og strik igen maskerne sammen to og to som beskrevet ovenfor 11 gange. Fortsæt på denne måde til alle maskerne er lukket af.
Sy hulet i midten sammen og hæft enderne.
Klip garn i en anden farve til totter. Hver tråd er ca. 8 cm lang der skal tre tråde i hver tot. Stik en hæklenål igennem arbejdet og træk de tre tråde igennem, så de danner en løkke. Stik nålen ned i masken ved siden af og træk alle 6 tråde igennem løkken. Der stikker nu 6 tråde op på hver ca. 4 cm.
Filt huen i maskinen til den har den ønskede størrelse.
Tip: Hvis ikke du synes at huen er filtet nok, så vask den med et par gamle bukser eller lignende, så der er noget der ”slår” mod ulden, så filter det mere.

Revy, revy og atter revy...

Så står den i revyens tegn her i byen. Som tidligere nævnt er jeg medlem af en lille lokalrevy - Aalbæk Sjøw og vi øver på livet løs for at blive klar til premiere på torsdag... Det er nogle hårde dage/aftener, hvor jeg er 100% på hele tiden (jeg er sufflør så jeg kan ikke tillade mig et stille hvil ind imellem), men det er super sjovt at være med! Og dejligt at komme ud og være sammen med så mange dejlige mennesker og opleve det sammenhold der er bag scenen...

I morgen skal jeg til 2. samtale ved min nye psykolog. Det er jeg meget spændt på! Det har været lidt op og ned med humøret siden sidste konsultatation, og det har voldt en del problemer at skulle skrive listerne om hvad jeg er god til og hvad jeg kan lide ved mig selv - det er kun blevet til tre ting på den ene og en på den anden :-S

Nu vil jeg sætte mig i sofaen med stængerne oppe og strikke et par pinde inden jeg skal ind og sove...

søndag den 24. februar 2008

Operation Påskeglad


Ja ja ja, jeg gik i seng, men kunne ikke sove - så nu har jeg hentet den bærbare og ligger i sengen og skriver og kigger på strikke blogs - jeg faldt over "operation påskeglad" og meldte mig straks til - du skulle tage og gøre det samme. Du kan se reglerne her.

Bare lige én omgang mere...

Hvor er den nem! Min oppe-fra-og-ned raglan begynder at ligne noget - og jeg startede først på den i torsdags... Det er et dejligt nemt mønster og hold op hvor det sparer tid når man ikke skal sidde og vende pindene hele tiden...
Der er dog også en ulempe! Jeg burde være gået i seng for længst - vi har øvet revy hele dagen og jeg har sovet meget lidt i nat, og i morgen formiddag skal vi atter ud og øve på scenen (vi har premiere på torsdag), MEN jeg kan jo lige strikke én omgang mere... Ja og så blev det også lige til en omgang bloggen - men SÅ er det også sengetid!


Jeg har købt mit første nøgle Regnbue eller papegøje kauni. Hvad skal jeg dog finde på at lave ud af det? Har tænkt på at jeg gerne vil ha noget jeg kan bruge som tilbehør til fx en sort bluse, men hvad? Mon Woodland egner sig? Jeg har aldrig prøvet at strikke i det før, så jeg aner ikke hvor "lange" farverne er - jeg er meget modtagelig for gode ideer!

Jeg fik købt nye kasser til mit garn igår. De er super gode og med låg så det er nemt at stable i et hjørne - men jeg fandt pludselig også ud af hvor meget garn jeg rent faktisk har... Alle kasserne er næsten fyldt op... Den nederste med rester, den næste med syntetisk blandings garn, den næste med bomuldsgarn og den øverste med uld garn... Jeg må vist helre aftale et købe stop med mig selv - det er hermed gjort. De næste to måneder må jeg kun købe garn hvis jeg mangler noget for at gøre noget arbejde færdigt, eller hvis jeg får en bestilling på strik.... (Og det jeg bestilte i sidste uge som endnu ikke er modtaget, tæller selvfølgelig ikke med)

fredag den 22. februar 2008

Hvad posten bragte...

Både Føtex og A-Z/Bilka har uafhængig af hinanden haft Zoë Mellors bog "Strik i børnestørrelse" på tilbud til kun 39,-
Jeg har kigget begge steder men uden held. Øv øv øv!
Men så var jeg heldig! Jeg er medlem af Yahoo´s webstrik gruppe, og der var der en venlig sjæl - Jette Marie Andersen fra Middelfart tilbød at hun ville sende bogen til mig, det eneste jeg skulle gøre var at sende strømpe garn til hende for tilsvarende pris - det gjorde jeg så i går, og allerede idag modtog jeg bogen fra hende - skønt! Og TUSIND TAK for hjælpen!
Jeg har allerede siddet og bladret i den, og det ser ud som om at der er mange rigtigt søde opskrifter, så det er bare om at komme i gang! Kan næsten ikke vente - MEN jeg skal lige være færdig med trøjen til Clara først...

Regnvejr og hygge...

Jeg har altid sagt at jeg ikke gider strikke strømper, men man har vel ét standpunkt til man tager et nyt? Jeg prøvede engang for mange år siden, og det gik helt galt!
For noget tid siden fik jeg en stak opskrifter af min mor som hun havde klippet ud af "Hendes verden" til mig, en del af dem var strømper, og havde egentlig tænkt mig at jeg bare ville smide dem ud - jeg havde jo ikke noget at bruge dem til, jeg gad jo ikke strikke strømper.
I weekenden sad jeg så og kiggede min store stak af opskrifter og faldt over en opskrift på nogle laaaaange sokker - opskriften var blandt dem jeg havde fået af min mor. Jeg blev helt syg for at strikke dem, da jeg ofte fryser om mine ben og fødder om aftenen når jeg sidder i sofaen.
jeg besluttede mig for at gå i gang med dem - det var på store pinde og jeg har jo lært en hel del om strik siden dengang i fordums tid hvor jeg sidst forsøgte mig med sokker...
Jeg har for snart længe siden købt et stort restparti af "Ravenne" i vores lokale brugs. Det er 80% acryl og 20% uld med en løbelængde på 40 meter pr. 50 gram. Det er super blødt og jeg vidste med det samme at det var det der skulle bruges.
Ud af 6 nøgler (275 gram præcis) kom dette par lange lækre stræmper der går helt op til knæene, og de er fantastisk dejlige at sove i!
Og er det ikke bare toppen af hygge at gå i seng med dem på og med en god bog? Uhmmmm...

Jeg slog op til den ene strømpe lørdag aften, og nummer to blev færdig allerede mandag aften. Der ind imellem fik jeg også tid til denne lille "jordbær" hue.
Jeg tror Silje skal ha´ den - Runa´s storesøster på 1½ år. Men så bliver jeg jo også nødt til at lave en til deres fælles storesøster Freja på 5 år - jeg er meget modtagelig for gode ideer - helst på pind tre, da jeg har en forførdelig masse bomuldsgarn jeg gerne vil have brugt...
Der er brugt hele 25 gram ren bomuld til huen og den er strikket på 40 cm rundpind nr. 3 og strømpepinde nr. 3.






Lidt længere nede ad bloggen sammen med mine ufo´er har jeg vist et billede af "sømands sweateren" til mine forældres guddatter Clara på 6 år. Den har ligget i laaang tid uden jeg har fået strikket på den - jeg gad egentlig ikke. Og i går aftes tog jeg en beslutning og trævlede hele ryggen op. Jeg vidste med mig selv at jeg aldrig ville få den færdig (der var alt for mange ender der skulle hæftes og sider der skulle sys sammen).

Jeg gik på nettet og fandt en opskrift på en oppe-fra-og-ned raglan og havde tænkt mig at bruge boblerne som mønster som på sømands sweateren. Da jeg næsten var færdig med ribben i halsen kom jeg i tanke om at jeg i "Strik med stil" havde set en anden super sød raglan sweater, så jeg måtte lige hen og lure. Det endte så med at jeg igen trævlede op for at slå op igen...
Og som bekendt er tredie gang lykkens gang - denne gang er jeg tilfreds og strikker ud af det hårde liv! Det er også en oppe-fra-og-ned raglan i et super nemt mønster (2 p. med 1 r, 1 vr - 1 p. ret - 2 p. med 1 vr, 1 r og igen en pind ret).
Jeg strikker i dobbelt tråd lanett på pind 4,5 og jeg er allerede næsten færdig med udtagningerne på bærestykket.

tirsdag den 19. februar 2008

Forår?

Vejret har været helt fantastik igen idag, man skulle næsten tro det var forår... Og sørme om ikke jeg kom til at se, at de to roser jeg har til at stå på fortrappen allerede har fået de første skud. Der er da gået helt kuk i det!
Jeg har været ved psykolog idag. Første gang hos den nye... Jeg følte jeg var kørt fast hos den gamle, så jeg håber virkelig at der begynder at ske noget nu! Men det tegner godt... Jeg har fået hjemmeopgaver til næste gang. Jeg skal lave to lister; en hvorpå jeg skriver alt (?) det jeg er god til, og en hvor jeg skriver hvad jeg godt kan lide ved mig selv. Det synes jeg godt nok er svært! Det eneste jeg kan komme i tanke om er at jeg er god til at strikke... Men ok, det er da en stårt!?!?

Der er blevet hæklet og strikket en del i weekenden. Blandt andet er jeg blevet færdig med min fasters tørklæde i weekenden. Hun blev rigtigt glad for det! Det er altid dejligt når der er nogen der sætter pris på det arbejde man laver :-)
Mål: 30 cm x 2 meter
Hæklenål: Nr. 4
Forbrug: 385 gram
Garn: 4 nøgler Lanett - 100% ren merino uld (hvor jeg dog elsker det garn!). Løbelængde 195 meter.
4 nøgler Kitten Mohair - 30% mohair, 20% uld og 50% courtell (hvor jeg dog overhovedet ikke kan lide det garn). Løbelængde 165 meter.

Opskrift : Fra Garnstudio




Lørdag eftermiddag fik jeg lyst til at slå op til denne "djævlehue" til lille Runa som kun er 3 uger gammel. Fik sådan en trang til at strikke noget lyst og lækkert. Når jeg får tid til at få huen afleveret skal jeg nok få taget et billede hvor den er i brug, istedet for denne "flade" udgave...

Pinde: 2,5 og 3
Forbrug: Hele 35 gram
Garn: Rester af bomuldsgarn.
Opskrift : Fra Hendes verden nr. 5 2008 - tillæg

søndag den 3. februar 2008

En ny uge truer

Og en travl en af slagsen!

I torsdags drog hele familien til København (Læs: mine forældre og jeg). Min moster havde 40 års jubilæum på hendes arbejde - FYRRE TYVE ÅR på samme adresse, dog i forskellige stillinger. Det er noget af en bedrift og har udløst Dronningens fortjenestesmedalje af sølv...

Turen til det københavnske blev noget længere end beregnet! Vi drog afsted fra Ålbæk kl 11 torsdag formiddag, og landede først i Herlev kl 23.30 torsdag aften... Vi holdt i kø på motorvejen mellem Vejle og Fredericia i over en time pga en ulykke, og da vi var 5 km fra Nyborg, meddelte de i radioen at broen var lukket for AL trafik - SUK!
Det blev heldigvis kun til 2½ times venten inden broen atter blev åbnet for personbiler, men sikket et vejr! Regn, slud og storm - vi var godt trætte da vi nåede frem...
Da vi skulle hjem igår valgte vi at sejle, men det gyngede godt! Og jeg er bestemt ikke af den søstærke type, så jeg havde det ret dårligt på overfarten... Men hjem kom vi og det var dejligt!

Den kommende uge bliver som nævnt travl! I morgen aften er der revy møde og derforinden skal jeg passe billet telefonen (jeg er med i en lille lokalrevy, og telefonerne åbner i morgen), så mon ikke jeg får solgt de sidste 250 billetter?
Tirsdag skal jeg starte på ressource afklarings forløb i Frederikshavn. Jeg håber det kan give mig en lille idé om hvad fremtiden skal bringe, og samtidig også give mig en følelse af RO - det trænger jeg til!
Onsdag er det blevet aerobic dag igen, jeg er instruktør for et lille hold motions damer...
Torsdag har jeg en tid ved tandlægen, men regner nu med at det kommer til at gå som alle andre af den slags besøg - en tandrensning og beskeden om 0 huller...
Fredag skal jeg til frisøren - trænger virkelig til at få klippet spidserne! Men heller ikke mere end det - er så glad for mit lange hår som har taget 2 år at gro ud...
Ind imellem de planlagte ting regner jeg også med at skulle møde på projektafdelingen et par dage, men nu må vi se, jeg er forhåbentligt meget klogere efter på tirsdag...!?!?
Lørdag har vi lang lørdag med revyen - revy og sjove mennesker fra 10-16 det er da kun til at grine af ;o) Og lørdag aften er der også en 'date' på programmet...

Så jo, en uge med gang i! Håber bare jeg får sovet så jeg har energi til at komme helskindet igennem og uden nedture...