tirsdag den 31. marts 2009

Patient update

Bertha har det bedre i dag! Hun sov det meste af dagen og aftenen i går, og sover stadig det meste af tiden. Dog er der noget mere liv i hende i dag. Det er dejligt! Tænk man kan blive så glad fordi hunden begynder at gnave i en pind!?!?

I aftes var hun noget urolig når hun endelig var vågen, men det er der jo sådan set ikke noget at sige til! Den lille stakkel var grogget efter narkosen og har sikkert også haft ondt - og hvordan forklarer man så lige hunden at det går over igen, uden at pylre??

Vi skulle starte med smertestillende til morgen. Jeg har aldrig hverken pålæg eller det der ligner i køleskabet, men jeg fandt et glas nutella i skabet. En lille klat på pillen og så var den væk! Det trick kan varmt anbefales - eller også er Bertha bare så dum så hun ikke aner der er lusk med i spillet?

Og så i øvrigt tak for jeres søde kommentarer i går. Det var dejligt!

Konkurrence

Jeg har tilmeldt mig denne konkurrence. Mon jeg er så heldig at vinde den smarte the si og det lækre the??

mandag den 30. marts 2009

Patienten

Bertha er blevet steriliseret i dag. Jeg afleverede hende hos dyrlægen klokken otte i morges. Satte hende ind i "buret" og gik min vej uden at kigge tilbage - puha! Jeg havde regnet med at jeg kunne sove et par timer da jeg kom hjem, men nej da. Jeg blev vækket af mareridt om afhentningen af vidunderet, hvor dyrlægen fortalte at hun var syg osv. osv.

I eftermiddags hentede jeg hende igen, og det var med sug i maven at dyrlægen sagde at han lige ville gå ud og hente hende. Hun havde det fint! Faktisk var hun forbavsende frisk i forhold til indgrebets størrelse. Det holdt dog kun til vi kom hjem. Det tog lidt tid inden hun faldt til ro, men da så hun fandt en måde at ligge på, faldt hun i dyb søvn, og hun sover stadig - men det er nu også meget rart at ligge i min dyne!

Jeg har lavet en hurtig "pose" til hende, med fire huller til benene og trykknapper i ryggen, så hun ikke kan komme til at slikke i såret. På den måde er vi fri for at hun skal gå rundt med krave på. Heldigvis er hun så sløv i dag, så hun ikke rigtigt registrerer at hun har fået tøj på, og forhåbentligt har hun vænnet sig til det når hun så vågner rigtigt engang i morgen.
Bortset fra det går det ok. Jeg har haft nogle dårlige dage, men nu er det heldigvis begyndt at vende igen. I går eftermiddags var der forårsopvisning, og jeg var med med mit Aerobic hold, eller halvdelen af det. Jeg var død nervøs, og sov stort set ikke i sidste uge, men det gik godt, og vi fik ros, så det var noget af en sejr! Dejligt, og flere af dem, tak!
Og jo jo, jeg strikker skam stadig, meget endda, men jeg har haft en lang periode hvor jeg har haft svært ved at koncentrere mig, så jeg har ofte gang i fem forskellige ting på en aften. Det gør også at der går længe imellem færdige projekter, men sådan må det være!

tirsdag den 17. marts 2009

Småt men godt

I aftes blev jeg færdig med en lille bluse i vendestrik. Den er bare sød! Den ligger stadig på håndklædet og tørrer, så knapperne er bare lagt løst på.

Den har været nem, hurtig og sjov at strikke, og der er allerede mere vendestrik på pindene, denne gang til Clara. Denne her tror jeg ender hos Lisa. Hun skal bruge nogle barselsgaver engang til sommer, og så er det jo rart at jeg har noget der er færdigt.
Fakta:
Garn: Den turkise er mandarin petit, og den lysturkise er lyric. Jeg troede jeg kunne nøjes med at bruge rester, men der var ikke nok, så nu har jeg en rest mere liggende af hver farve...
Forbrug: 100 gram sådan ca.
Pinde: Nummer 3
Opskrift: Fra bogen "Vendestrik"
Størrelse: 0-6 måneder. Men jeg tror nu nærmere det er 0-3 måneder. Den er godt nok bette!

Stille og aktiv

Der er skam flere ting der er blevet færdige i min stille periode. To ting er til udstilling hos Inga hvor jeg er i arbejdsprøvning, og dem bliver der først taget billeder af den dag jeg husker at tage kameraet med derop. Og med min hukommelse, kan det godt have lange udsigter!

I sidste uge blev endnu et hæklet tørklæde færdigt. Det er magen til de to lime farvede jeg lavede for noget tid siden. Dette er til min mors veninde Pia, som forelskede sig da hun så min mors, og derfor straks bestilte et.


Fakta:
Garn: Lanett og Kitten mohair. Begge fra Sandness
Forbrug: 250 gram i alt.
Opskrift: Fra Garnstudio. Jeg kan ikke finde linket lige nu
Hæklenål: Nr. 6
Mål: 35-40 cm bredt og ca. 2 meter langt

Og så lige et par strømper mere. De er strikket i baby og hose garn. Farverne er skønne, men dog lidt mere meleret end jeg bryder mig om. Jeg er vist mere til det selvstribende, med længere farveforløb!

Det er i øvrigt gået lidt i stå igen med strømperne. Dette par har lagt færdige læææænge, og jeg har tre par på pindene der har været længe undervejs (embossed leaf socks er stadig i skammekrogen!).

Jeg er ved at få lavet nyt soveværelse. Det sidste halve år har jeg ikke kunnet sove i mit gamle. Jeg får angstanfald bare ved tanken om at sove derinde, så jeg har sovet på en madras i stuen. Nu skal der ske noget, så vi er ved at bytte rundt på mit soveværelse og arbejdsværelse. Alt det exen ikke fik lavet inden vi flyttede ind, er min far så ved at råde bod på nu, og som man kan se, vil Bertha meget gerne hjælpe ham!



Dengang og nu

I går var det et år siden jeg var ude og vælge Bertha. Det er slet ikke til at forstå! Og se så meget der er sket siden da...

tirsdag den 10. marts 2009

Livstegn

Der er efterhånden længe imellem jeg får blogget. Dels har jeg lidt dårlige dage ind imellem, og dels bruger jeg tiden på alt muligt andet når jeg har overskud (hvilket måske også er medvirkende til de dårlige dage - jeg bliver for modig, kører for hårdt på og så bliver jeg træt og mister fodfæstet for en stund).

Der bliver stadig strikket og hæklet flittigt. Jeg har flere bestillinger på listen, og det er jo som altid dejligt! Billeder må vente til en anden dag!
Samtidig er jeg igen startet i min arbejdsprøvning. Det er så rart igen at gøre nytte! Indtil videre er det kun to dage om ugen i 2½ time hver gang, men det er også mere end rigeligt. Jeg er død træt når jeg kommer hjem, og hele dagen efter bliver stort set brugt på at sove...

That´s all for now. Jeg vender tilbage, men jeg lover ikke hvornår...