fredag den 29. november 2013

Nogen gange har man bare lov at være heldig!

Om mandagen er jeg i strikke-hygge-snakke klub i det lokale Idræts Center. Vi er 8-10 glade, snakkende Quinder der hygger stort i nogle timer. Nogen strikker, nogen fletter stjerner og andre kommer bare for at snakke. Det er SÅ hyggeligt!

I mandags var jeg også afsted. Og jeg var super heldig! Èn af deltagerne havde nogle bøger med som vi kunne kigge i. Den ene var Islandsk Strik som jeg for noget tid siden forelskede mig hovedkulds i! Da jeg så endelig fik lov at bladre i bogen, blev forelskelsen kun større... Hold nu op der er mange fede modeller i!!!
Der var en der sagde til mig, at den da skulle på min ønskeseddel, og jeg kunne så oplyse at den allerede stod der. Jamen, sagde Mette der havde bøgerne med. Du kan da bare tage den dér. Spørg lige om jeg måbede. Sad længe med åben mund og stirrede på hende - efterfulgt af "jamen, jamen, jamen...". Hun svarede at hun ALDRIG ville komme til at bruge den og hun ikke havde givet noget for den, så jeg måtte gerne få den...
Tænk så glad man kan blive!!!
Så nu er bogen min, og der skal nok blive strikket en masse fra den - engang :-D


Der har i øvrigt været stille her på bloggen. Det er ikke fordi jeg har fået det skidt igen, tvært i mod! Jeg har bare så rygende travlt! Jeg er ude af huset stort set hver dag, og nogen dage endda 2 eller 3 gange. Jeg har ikke oplevet at have så stort et aktivitets niveau siden før jeg blev sygemeldt i oktober 2006...

Og så skal jeg da lige love for jeg endelig har fået taget hul på deltagelse i diverse strikke klubber, strikke caféer, strikke hygge osv. Jeg har gennem Facebook mødt en pige (Tina) på min egen alder fra Frederikshavn, som også er meget kreativ. Vi har allerede mødt hinanden privat to gange, og i aftes deltog vi i strikke café på    A´Mokka i Frederikshavn. En super hyggelig café. Det var SÅ hyggeligt! Det var Stof2000 i Frederikshavn der havde arrangeret det, og planen er vist, at det skal gentages en gang om måneden fra januar - vi er SÅ klar :-)

På mandag er der igen strikke klub i Ålbæk Idræts Center. Tirsdag aften går turen til Jerslev sammen med Tina, hvor en anden Facebooker har inviteret til strikke hygge og onsdag tager vi i strikke café på Hjørring bibliotek...
MEN der skal også strikkes meget før jeg er i mål! Mangler stadig 5 bestillinger og minimum 6 julegaver inden jul...

mandag den 18. november 2013

"Det er den dejligste dag i 100 år - og jeg lever..."

I lørdags havde jeg fødselsdag. Jeg blev 25+ ;-)

De sidste år, har min mor skulle overtale mig til at fejre det. Jeg havde ikke lyst og kunne ikke overskue det - kunne slet ikke se der var nogen grund til at fejre noget... 
Men i år var det anderledes - jeg er anderledes... Jeg har glædet mig! Og ikke mindst til at invitere dem jeg holder af, indenfor i mit hjem...

Det var en fantastisk dag, aften og nat! Jeg blev vækket af morgensang af mine forældre og Gitte. De kom med rundstykker og vi hyggede!
Senere skulle stuen ryddes så der var plads til alle 26 gæster (!!), der skulle hentes borde og service og selvfølgelig også dækkes borde... Bertha skulle en tur over til Chili så hun lige kunne få brændt det værste krudt af. Heldigvis nåede jeg lige en lille morfar inden det var tid til at gå i bad osv... Jeg var så smart at lave maden allerede fredag aften, så jeg ikke skulle stå med det lørdag. Menuen stod på spaghetti og kødsauce. Nemt, hurtigt og billigt! Gitte kom med salat, Helle havde lavet flutes og Sanne stod for en lækker dessert kage - skønt med veninder der gider hjælpe!!

De sidste gæster gik hjem lidt over 5, så det var en fest på 11 timer!! Dagen i går var knapt så sjov! Morgenmaden stod på pamoler og så i seng igen... Senere oprydning, som mine forældre var så søde at hjælpe med imens jeg gik på legepladsen med Mads, Louise og Bertha :-D

3 generationer. Min onkel (bedstefar), fætter Jonas (far) og Mads.

Skønne Mads!

Silje går til rytmegymnastik og ville gerne vise en dans frem - Helle og Sanne hjalp :-)

Louise og jeg.

Juha, Helle og jeg ud på de sene nattetimer ;-)

Skønne skønne gaver! Ikke én skal byttes :-D

Jeg kan bare ikke få nok af den skønne dreng!

Det er godt der ikke er lugt på billederne - Mads havde forinden været ude og hjælpe bedstefar med at fodre minker...

I følge Mads gyngede hans mor ham slet ikke højt nok!

fredag den 15. november 2013

DIY - hæklet hjerte

Hermed vejledningen/opskriften på mine hæklede hjerter.

Forkortelser:

km = kædemaske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
hstm = halv stangmaske
stm = stangmaske
dbstm = dobbelt stangmaske

Du kan finde en vejledning til de forskellige masker HER.

Du skal bruge garn. Lige nøjagtig den type og de farver som du har lyst til. Det vigtigste er at nålen passer til. Jeg har brugt Kauni 8/2 og nål #3.

Start med en magisk ring. 

1. omgang:

Lav 3 lm og herefter 14 stm omkring ringen (det giver 15 m i alt). 
Træk i den løse ende så ringen lukker sig og saml med en km i 3. lm. (OBS: Hvis du bruger tyndt uldgarn som fx Kauni, skal du være lidt forsigtig når du trækker sammen, ellers knækker tråden!).

2. omgang:

Start med 1 lm. Herefter 1 stm i samme maske. 4 dbstm i næste maske. 2 stm i næste m. I de næste 4 masker laves 1 hstm.
Nu er du nået til spidsen. I næste maske laves 1 stm, 1 dbstm og 1 stm.
Fortsæt op ad den anden side med 1 hstm i hver af de næste 4 masker. Herefter 2 stm i næste maske. 4 dbstm i den næste. 1 stm i næste maske. 1 lm og slut med 1 km i næste maske. (OBS: der bliver et lille hul på en enkelt maske imellem "start" og "slut", det skal være der).

3. omgang:

Skift farve og start med 1 lm.
1 fm omkring lm fra forrige omgang. I de næste 6 masker hækles 2 fm i hver maske. Herefter 1 fm i hver af de næste 6 masker. I spidsen (dbstm fra forrige omgang) hækles 3 fm. På den anden langside hækles 1 fm i hver af de næste 6 masker. 2 fm i hver af de næste 6 masker. 1 fm i næste maske. 1 fm i hullet mellem "start" og "slut".
Lav en række lm til ophæng. Jeg har lavet 25, men du bestemmer selv hvor stor du vil have løkken - det afhænger jo også af, hvor tykt eller tyndt noget garn du har valgt...
Saml med en km i 1. lm.

Hæft ender. Skyl/vask og spænd op med nåle. Stiv evt. hjerterne i kartoffelmel...



Jeg håber det er til at forstå! Hvis der er noget du er i tvivl om, så spørg endelig!
Jeg regner med at lave en foto vejledning en af de nærmeste dage...

torsdag den 14. november 2013

DIY - hæklede stjerner

Jeg har tidligere her på bloggen vist nogle stjerner jeg har hæklet efter denne opskrift. Nu har jeg så af Dennis Marquez fået lov at oversætte opskriften til dansk, så den kommer her:

Forkortelser:

km = kædemaske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
hstm = halv stangmaske
stm = stangmaske
dbstm = dobbelt stangmaske

Du kan finde vejledning til de forskellige masker HER.

Du skal bruge:

Bomuldsgarn, uldgarn, eller lige det DU har lyst til, og i lige de farver du elsker. Det vigtigste er at nålen passer til garnet. Til dem i stærke farver har jeg brugt Arwetta strømpegarn, og til de mere julede er der brugt Kauni 8/2 - i begge tilfælde en nål #3...

SÅ starter vi:

Start med at lave en magisk ring. Vejledning kan du blandt andet finde HER. Det er ikke helt samme metode jeg selv bruger, så jeg vil, så snart jeg kan få en hjælpende hånd, lave en lille foto DIY, til min metode (som i øvrigt findes i Maja Hansens bøger).

Har du lavet ringen? Godt, så skal du hækle 3 lm (som erstatning for den første stm.) Herefter 2 stm omkring ringen + 1 lm. *3 stm, 1 lm* gentag fra *-* til der i alt er 5 stm grupper.

Træk i den løse snor, så ringen samler sig, og lav en km i 3. lm

Nu skal du lave takkerne.
Hækl 5 lm. I 2. lm fra nålen laves en fm. I næste maske en hstm, derefter stm og dbstm. Lav en km omkring lm buen fra forrige runde. Fortsæt på samme måde til du har lavet alle 5 takker.

Nu kan du så vælge at skifte farve, eller fortsætte med den samme - det bestemmer du selvfølgelig...


Start med 1 lm. Herefter 1 fm i hver lænke/lm fra forrige omgang - du hækler på "bagsiden". 5 i alt (husk også at få den på toppen med). Lav 1 lm og fortsæt ned ad den anden side, MEN nu hækler du kun i bagerste maskeled. Husk også at lave en fm i km, så der er 5 på hver side af takken.
Fortsæt på samme måde ved alle 5 takker.

Hvis du gerne vil hænge stjernerne op, laver du en række lm som du til sidst samler med en km. Jeg har lavet 25 lm, men du bestemmer selvfølgelig selv, hvor lang du vil have løkken...

Jeg håber vejledningen er til at forstå, ellers må du endelig spørge!
Jeg regner med at lave en mere detaljeret foto vejledning en af de nærmeste dage...

onsdag den 13. november 2013

DIY - stivning med kartoffelmel

Du skal bruge: Hårshampoo eller andet sæbe til vask af materialet du vil stive, kartoffelmel, skål, si, piskeris, litermål og en ske - ja og selvfølgelig noget du vil stive, men den havde du nok regnet ud ;-)
Læg emnet i blød i sæbevand. Her er vandet koldt, fordi det er uld...

Imens emnet ligger i blød, forbereder du stivelsen. Jeg bruger 1 spiseske kartoffelmel, som røres ud i 1 dl koldt vand.

Det giver en tynd mælkehvid masse som denne.

Nu tilsættes ½ liter kogende vand. Rør grundigt!

Massen bliver mere klar, nærmest som tynd tapetklister.

Emnerne tages op af sæbevandet og skylles grundigt.

Vrid så meget vand ud som du kan.

Put emnet i kartoffelmel massen og lad det ligge lidt, så massen trænger ordentligt ind i tekstilerne.

Hæld det hele over i en si.

Lad det dryppe af, til det har en temperatur så du kan have fingrene i det. Nu skal det vrides godt.

Så er det tid til at spænde op. Jeg bruger strygebrættet med et håndklæde på. 

Det tager lidt tid at spænde op, men det er hele besværet værd!
Lad tørre - de skal være helt tørre!

Når emnet er helt tørt fjerner du (selvfølgelig?!) knappenålene igen, og vupti, du har (som her), nogle fine stivede stjerner, der er lige til at give i værtindegave, eller hænge på juletræet eller en troldegren, eller!?!?

Jeg håber du kunne bruge min lille DIY. Hvis du skulle have spørgsmål, er du velkommen til at skrive!

mandag den 11. november 2013

Første forsøg

Jeg har hæklet flere hjerter og stjerner. Hjerterne har jeg selv "fundet på". Opskrift kommer senere...

Der er 10 af hver og de er bestilt af en gammel heste veninde. Jeg har brugt Kauni 8/2 og nål #3. Den røde hedder egentlig "Hindbærrød", men jeg vil altså kalde den "Julerød"! (Farvekode GG3).


Jeg har for første gang forsøgt mig udi kunsten at stive med kartoffelmel. Det gik sådan set meget godt... Jeg googlede og søgte lidt rundt på nettet, for at finde ud af hvordan. Der er delte meninger om, hvor kraftig blandingen skal være, så jeg prøvede mig frem...

Jeg er netop i gang med endnu en portion stjerner, og har tænkt mig at lave en lille DIY om, hvordan man stiver dem.

Som man i øvrigt kan ane på billederne, er den hvide kant blevet en anelse lyserød på nogle af figurerne. Det er jeg rigtig træt af! Hvordan undgår jeg det til en anden gang? Er det fordi stivelsesmassen var for varm, eller? Inden stivning er de skyllet op i kold vand med lidt hårshampoo...

lørdag den 9. november 2013

Salg af materialer

Jeg har i en del år, lavet mange kort, og har også solgt en masse af dem! Det sidste godt et år, har jeg dog overhovedet ikke gidet - kunne slet ikke finde ideerne og inspirationen i de materialer jeg havde!

I et stykke tid har jeg gået og overvejet, hvad jeg skulle stille op med alle de materialer jeg har liggende - og det er rigtigt mange! Har på et tidspunkt købt engros, så kunne få rigtigt meget på en gang, for få penge...

Nu har jeg så besluttet at det skal sælges, så der kan blive plads (og råd) til nyt. Jeg har pludselig ud af den blå luft fået en frygteligt masse ideer... MEN det kræver selvfølgelig, at jeg endnu engang investerer lidt... Så derfor:

I går, og gennem de næste par dage, tager jeg billeder af alle de ting jeg ønsker at sælge. Det hele bliver lagt op på Amio. Så hvis der er noget du er interesseret i, så kig forbi :-)

Klik HER for at komme videre til butikken.
Billederne ovenfor viser kun et lille udsnit af, hvad der er lagt op. Og der kommer som sagt mere: Mariehøner i flere størrelser, "løse" filtblomster, stempler - både brugte og nye, dekonitter, metal figurer, træ figurer og meget meget andet...

Stay tuned!

torsdag den 7. november 2013

Det er altså skide smart!

Jeg har i noget tid fulgt med hos Elena, men først for et par uger siden, opdagede jeg, at hun havde en side der hedder "bloghjælp". Gik straks ind og kiggede om hun havde nogle smarte ideer - det har hun!

Der er blandt andet en side der hedder planlægning af indlæg. Meget lærerigt! Dette indlæg, udgivet i dag torsdag den 7. november kl. 15.00 er skrevet tirsdag den 5. november kl. 21.04...

Død smart, hvis du spørger mig! Det gør jo fx at jeg kan skrive flere indlæg på én gang, når jeg har lyst og tid eller en idé, og så behøver jeg ikke "spamme" og lægge 3 indlæg op på en gang...

Er der i øvrigt nogen der ved, hvordan jeg laver den der lille "svar" knap under kommentarerne? Jeg har kigget og kigget under indstillinger OG spurgt Elena, men uden held...

Planlægger du dine indlæg?

onsdag den 6. november 2013

Fordele og ulemper part two...

I går var jeg hos diætisten - og mandag ved diabetes sygeplejersken. De var begge rigtigt godt tilfredse med mit resultat, og jeg fik virkelig meget ros! Det er så dejligt!!! I dag hos diætisten (Anne), blev hun så forbavset over vægten at hun straks kom og gav mig et knus - det er blandt andet sådan noget der er med til at gøre mig super motiveret! Det er så dejligt når omverdenen også bliver begejstret - på mine vegne :-)

For knapt to måneder siden lavede jeg det første indlæg om fordele og ulemper ved mit vægttab - det er 10,2 kg siden, og jeg oplever stort set dagligt at der kommer nye fordele til, så derfor:

FORDELE:

  • Der er bedre plads i mine sko - jeg kan bruge mine hjemmestrikkede sokker uden at skoene klemmer... Det er i øvrigt et underligt sted at blive mindre!?!?
  • Det bliver fortsat lettere at trække i strømper - det største problem ligger nok i at jeg er død usmidig, og det har jeg stort set altid været!
  • Jeg er gået fra en str. 56 til str. 50 i bukser (!!) - og det bare på ½ år... Hvilket betyder at:
  • Jeg kan gå i cowboy bukser, som rent faktisk lå i skabet - det ene par (str. 50) fik jeg til min 30 års fødselsdag for 4 år siden, og har kun brugt dem ganske få gange...
  • Der hænger helt "nyt" tøj i skabet jeg kan passe nu...
  • Jeg er gået fra str. 90D til 85C i BH - hvilket så godt nok ikke havde været nødvendigt ;-)
  • Da jeg i juni købte ny cykel kunne jeg næsten ikke være mellem sadlen og "frem-pinden" pga størrelsen på maven - det er ikke noget problem nu... Der er (næsten) masser af plads...
  • Jeg overskrider ikke længere max belastningen på før nævnte cykel...
  • Min grimme dobbelthage/hals som jeg altid har hadet, er blevet meget mindre...
  • Mine smilehuller dukker frem...
  • Jeg har ikke brugt min astma spray i 2 måneder (!!)...
  • Jeg væmmes ikke længere i helt så stor grad, over det billede jeg møder i spejlet...
  • Dellerne på ryggen/siden skal ikke længere aftørres særskildt når jeg har været i bad...
  • Jeg kan passe mine finger ringe igen, i hvert fald på den ene hånd - det har jeg som så meget andet heller ikke kunnet i nogle år...
Ja og så selvfølgelig alle de andre jeg nævnte sidst...

ULEMPER:

  • Som sagt er jeg (også) gået ned i BH størrelse, så har måttet ud og investere i ny - og skal sikkert igen om et par måneder... Det kan altså godt gå hen og blive dyrt når en BH koster 3-400,- Men ok, det tager jeg selvfølgelig også med ;-)
  • Hvis jeg fortsætter i dette tempo, varer det ikke længe før alt mit tøj er alt for stort...
  • Jeg er allerede nu forberedt på, at jeg ikke undgår en omfattende operation af overarme, lår og ikke mindst mave... Har talt med læge og diætist og de siger begge, at jeg på ingen måde kan træne så det hele strammes tilstrækkeligt op...
Men altså, alt i alt, overskygger fordelene helt klart ulemperne! Jeg er stadig top motiveret, og hver gang der ryger et kilo, stiger motivationen også et hak! 

I dag hos diætisten talte vi i øvrigt om eventuelle faldgruber, fx i forhold til julen. Men det er faktisk ikke noget problem for mig. Trods min næsten livslange trang til at æde, så har julen aldrig været problemet...
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg virkelig elsker og nyder andestegen, sovsen og ris a la manden, men resten (grønlangkål, medister, flæsk, sylte osv) kan jeg ikke fordrage! Så jeg spiser faktisk ikke ret meget i julen...
Jeg har dog valgt, ikke at bage vanille kranse i år. Dem kan jeg nemlig slet ikke lade være! Selvom mit forhold til mad har vendt sig 180 grader, så tør jeg simpelthen ikke tage chancen! Så jul uden vanille kranse - og det går ski også nok ;-)

tirsdag den 5. november 2013

En skov - i skoven...

Igen i går var vi i skoven (ja og for den sags skyld også i dag). Der er så smukt derude, og man kan se fra dag til dag, hvordan naturen ændres og forberedes til vinteren... Hvad skulle jeg dog gøre hvis ikke jeg havde skoven og stranden så tæt på?



 Træerne er hæklet efter Yarnfreaks opskrift. Jeg har dog ændret noget i den - blandt andet har jeg lavet dem et nummer højere og et nummer mindre (henholdsvis 14, 10 og 6 omgange skæl), jeg har ændret afslutningen på toppen, og i det hele taget lavet dem som jeg synes de skal være...
De er hæklet i 4 forskellige grønne nuancer - det er dog lidt svært at se forskel på den lysegrønne og olivengrønne. Garnet er Kauni 8/2 købt hos Bettekun og nål # 3...

Koglerne er også hæklet efter Yarnfreaks opskrift. Her har jeg ikke ændret noget bortset fra at lave en lille løkke til ophæng. Jeg har dog planer om at lave dem større og mindre. De måler 11x7 cm.
Også disse er hæklet i Kauni i farverne Chokolade brun, okker/karry og paprika - også på nål # 3...

Det er egentlig lidt sjovt, for jeg bryder mig ikke om at strikke i Kauni. Jeg føler at jeg skal "trække" maskerne på plads for at det bliver jævnt og det irriterer mig! Men jeg har nydt at hækle i det... Og så elsker jeg alle de dejlige farver og ikke mindst det sprøde og rustikke look ulden giver!

Nå men ehh... Har jeg sagt før, at jeg har travlt? Har fået bestilling på to par rideluffer - foruden alt det andet... Og så skal jeg lige have støvsuget og gjort rent på badeværelser, så hytten er klar til besøg i morgen...

søndag den 3. november 2013

Når jeg nu ikke kan sove...

...Så må jeg finde på noget andet...

I nat var ingen undtagelse - jeg faldt først i søvn ved 5-6 tiden i morges :-S

Når jeg ikke kan sove, så surfer jeg på nettet. Jeg er for træt til at strikke eller hækle!
I nat valgte jeg at opdatere min Dating profil (??) nu skal det være!
Nåe ja, og så "kom jeg lige til" at bestille næsten 1,7 kg garn ;-) Jeg har så mange ideer på tegnebrættet at jeg må have noget at lege med! (I øvrigt er de tre nøgler til min mor, så helt galt er det ikke :-P)...
Jeg fik også en masse ideer til nyt "papir klip", men det kræver lige lidt investeringer, så det må vente til januar - om lidt er der både fødselsdag og så jul...

lørdag den 2. november 2013

Det er skide koldt at gå i cowboybukser!

De sidste par år har jeg udelukkende gået i leggins og kjoler. Det var mest behageligt og det jeg kunne passe.

Sidst jeg havde cowboybukser på er vist godt to år siden. En størrelse 52, og da jeg ikke længere kunne passe dem, nægtede jeg simpelthen at gå ud og købe nogen der var større! Jeg vil tro jeg har været oppe i en størrelse 56, uden dog at vide det med sikkerhed - fordelen ved leggins er jo at de kan strækkes, næsten til uendelighed...

Mine leggins har længe været for store. De slaskede omkring benene og jeg skulle konstant hive dem op. I sidste uge besluttede jeg mig for at NU var det altså på tide at prøve de før omtalte cowboybukser i størrelse 52, og de passede sku :-D Lykken ville ingen ende tage! Faktisk er de lidt for store, så lige om lidt vil jeg prøve det andet par der ligger i skabet - størrelse 50 ;-)

Om 14 dage har jeg fødselsdag, og jeg er af mange blevet spurgt om jeg så ikke ønsker mig nyt tøj? Men nej, det gør jeg ikke! Jeg har en del i skabet som stort set ikke er brugt, og som jeg heldigvis stadig synes er pænt. Der er flere forskellige størrelser, og så vil jeg altså helre vente til alt det er blevet for stort!

I skrivende stund mangler jeg 200 gram for at have tabt mig 27 kg :-D

Update 3. november: Bukser afprøvet og de passer sku!!! :-D OG vægten siger minus 27,5 - HAPPY HAPPY!!!!!

fredag den 1. november 2013

Om, hvordan man nogen gange må omprioritere...

For noget tid siden, lavede jeg et indlæg, hvor jeg listede op, hvad jeg skulle nå at lave inden jul. Der var 17 projekter i alt...

Nu har jeg så valgt at omprioritere lidt...


  • 2 Giraffer på bestilling. Opskrift fra Heidi Bears.
  • 41 Små hæklede stjerner på bestilling.
  • 3 Veste med heste på bærestykket i forskellige størrelser (der skal også lige regnes opskrift ud på dem alle tre...) også på bestilling.
  • Hæklet hue til min veninde Pia (jeg skulle vaske den hun fik til forrige jul fordi den var blevet for stor - nu passer den en dukke).
Det var så det jeg SKAL nå. Og så kommer det jeg gerne VIL nå:

  • Flodhest til min kusine (den er godt halvt færdig, så det burde være en smal sag!?)
  • Næsehorn til Mads (er også påbegyndt, men mangler stadig omkring 30 lapper)
  • 2 Vinhøner (den ene er strikket og mangler "bare" montering, ben og næb)
  • Ipad sleeve til min Moster (som kommer og fejrer jul med os i år - JUBIIII)
  • 2 Hæklede halsrør til Freja og Clara
  • Hest til Silje
  • Elefant til Runa
  • Hæklede huer til børn (som jeg har fået forespørgsel på)
  • Strikkede rideluffer (også en forespørgsel)
Hmm... Det blev til mindst 18 projekter... Hvis jeg syntes jeg havde travlt for 2 måneder siden, så ved jeg ikke hvad jeg har nu!?!?

Jeg vil da også lige liste op, hvad jeg faktisk HAR nået...

  • 2 Trøjer til Lisa
  • Royalt svøb til Ida
  • Gittes julegave (hæklede juletræer og grankogler)
  • Julegaven til Pia blev købt i går (havde egentlig regnet med hun skulle have Frode, men fandt den helt perfekte gave til hende i går, da min mor og jeg var på shopping - jeg VED hun vil elske den!)
Nå, men jeg har jo faktisk ikke tid til at sidde her... Jeg må i gang! Er du i gang?