fredag den 30. november 2007

Julestemningen er på vej...

Så er endnu et projekt færdigt - min røde filtede taske røg af pindene i går aftes og fløj direkte ud i vaskemaskinen. Jeg havde desværre glemt at fritidsgarn filter mere end Tove garn som jeg lige har strikket en anden taske i, så den røde er blevet noget mindre end jeg havde forestillet mig. Men den er flot! - (Der er blevt syet en hæklet sort blomst på flappen).

Nu skal jeg så lige gå og kigge på den i et par dage for at finde ud af hvad for noget pynt der skal på den, om det skal være en hæklet filtet blomst i sort, eller klare og røde perler der giver tasken noget spil...

Den næste taske er slået op og jeg er godt igang med hanken - en turkis taske i fritidsgarn - nu skal jeg dælme huske at vaske den ved mindre varmegrader!

Jeg strikkede for nogle måneder siden en turkis taske for en af min mors arbejdskollegaer. Nu har hun også bestilt et tørklæde dertil, det var færdigt på to dage... Det er strikket efter samme opskrift som det brune i forrige blog...
Jeg har strikket i dobbelt turkis 'Smart' garn på pind 7 og der er gået 200 g...

Om en time skal jeg op til min mor - vi holder julestue hvor min mor sælger juledekorationer og en masse materialer til at lave sådan noget. Det er super hyggeligt, og man bliver helt i julehumør af duften af al den gran... Nu mangler vi bare at det begynder at sne!

torsdag den 29. november 2007

Det næste tørklæde er min version af tørklædet 'woodland' - jeg havde glædet mig super meget til det - så det Her og syntes det var super flot, men men men... Jeg var dum og strikkede i noget acryl garn jeg har haft liggende i en del år. Det er slet ikke så blødt og lækkert som jeg havde forestillet mig det skulle være. Det er heller ikke blevet ret langt fordi jeg simpelten ikke gad fortsætte med at strikke i det 'trælse' garn. Jeg har heller ikke kunnet spænde det ordentligt ud, såkanterne er ikke blevet så flotte...
MEN jeg giver ikke op, jeg skal helt sikkert strikke det igen, måske på større pinde og helt sikkert i noget andet garn. Mønstret er super nemt og der gik ikke længe før jeg kunne det uden ad...





Det sidste tørklæde er en lille halsklud der skal samles med en lille brosje eller noget... Den er ligesom det brune halstørklæde strikket i Ravenne i en lys lyngfarve.
Jeg har fundet opskriften i Stine Hoelgaard Johansen´s bog '40 fede tørklæder' - der er virkelig mange flotte og lækre opskrifter i den - helt sikkert pengene værd!


Et vamset tørklæde

Til de kolde gåture her i efteråret har jeg strikket et brundt tørklæde med lange masker - man slår om og lader falde af pinden på næste pind. Det var meget nemt at strikke og fløj nærmest af pindene - det tog kun en enkelt aften med fjernsynskiggeri...

Det er strikket på pind 9 i brunt 'Ravenne' (købt billigt i brugsen) - 80% acryl og 20%uld - og det er helt enormt blødt!

Stille blog

Det er et stykke tid siden jeg har blogget, humøret har ikke været så godt, men det betyder bestemt ikke at pindene har ligget stille!
Det er blevet til 4 'klude' og endnu et baby tæppe, en filtet taske...
Lige nu er der tre ting i strikke kurven: en 'forbrydelsen' sweater - julegave til min kusine på 14 år, et sjal som vist nok bliver trævlet op igen, og endnu en taske - i rødt fritidsgarn, fik pludselig en enormt trang til at strikke knald rødt - mærkeligt!






Prins Christians baby tæppe - eller hvad det nu hedder. Strikket for en gammel dame som ikke selv kunne finde ud af det. Det er det andet i rækken, og nu skal der godt nok også gå et stykke tid før jeg skal lave et igen! Hold da op hvor var jeg træt af det, og eftersom det var bestillingsarbejde kunne jeg ikke bare lade det ligge i kurven til 'dårlige tider'... Men færdigt blev det. Her er det dog kun 1/3 del inde i tredie og sidste fase. Sikken et arbejde at spænde det op - 140 små takker som alle skulle have en nål i spidsen - godt væggene er af flamingo *Griner*

fredag den 26. oktober 2007

Så blev det færdigt

Jubii, så blev mit Flower basket shawl færdigt - og hvor er det flot - hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo ;-)

Der er gået 155 g ukendt uld til sjalet, og det måler ca. 150 x 70 cm. Jeg har strikket 8 rapporter (havde besluttet mig for 10, men blev så træt af alle knuderne i garnet at jeg ikke gad fortsætte).

Det var ret hurtigt at strikke, da først jeg kom igang (og fik hjælp fra en anden flittig strikker og blog skriver - tak for det!), men jeg har også haft brug for at have noget andet at tænke på - venter svar på banken om de vil låne mig penge til at starte min egen forretning...

tirsdag den 23. oktober 2007

Flower basket shawl

Så er jeg kommet igang... Jeg er dog ikke blevet færdig med de ting jeg havde lovet mig selv skulle være færdige før jeg gik i gang med Flower basket shawl, men kunne simpelthen ikke vente...

Jeg trævlede op flere gange i starten. Jeg kunne bare ikke få det til at virke og var ved at opgive - indtil jeg fandt ud af at jeg skulle hækle de første tre masker... Da jeg så kom igang med mønstret måtte jeg igen trævle op en del gange - 2 pinde frem og 3 tilbage... Lover basket chart havde jeg også en del problemer med - jeg kunne simpelthen ikke se diagrammet, så jeg fandt på at forstørre det i regneark, og nu kører det bare derud af...

Her er det foreløbige resultat - jeg har indtil videre strikket 5 rapporter af lover basket chart. Garnet er af ukendt type - det er noget jeg købte for mange år siden, forsøgte at hækle et sjal af det, blev træt af det og trævlede hele skidtet op... Men det er noget uld af en art, og jeg strikker på pind 4,5. Jeg regner med at fortsætte til jeg har strikket 10 rapporter istedet for de 7 som står i opskriften.

Billedet er noget utydeligt - det er taget med mobilen i en sen nattetime - jeg vil forsøge at få lånt et digital kamera en af dagene, så jeg kan nå at få taget billeder af hele processen.

fredag den 19. oktober 2007

Her er det så...


... Min stolthed... Det største og flotteste arbejde jeg endnu har lavet... Prinsesse Marys baby tæppe, eller hvad det nu kaldes...
Jeg har strikket det for en nabo der skulle være oldemor og ikke selv mente hun kunne finde ud af det.. Lad mig prøve sagde jeg med det samme - jeg har før kigget på det men kunne ikke se nogen anledning til at strikke det, jeg har ikke selv børn og har heller ingen planer om at få nogen foreløbig, så det var jo en oplagt chance...

Og sjovt det var det! Selvom jeg har bandet noget over det ind i mellem. Det blev færdigt for en måned siden og den vordende Oldemor blev lykkelig - det har været med på tur rundt i hele byen for at blive vist frem...

Nu har jeg rigtigt fået blod på tanden til mere hul mønster og har planer om at gå igang med 'Flower basket shawl' (har fået hjælp til opskriften af en Hamster - tak for det!), men har lovet mig selv at jeg først skal være færdig med et tørklæde til min mor, og en barbie brudekjole til mine venners datter... Så jeg har travlt... Jeg skal til København om godt en uge og jeg VIL ha sjalet med så jeg kan strikke på den laaaange togtur frem og tilbage...
Der er brugt 7 nøgler Lanett, merino uld. Det er strikket på en pind 3,5 - har glemt at få det målt efter det var skyllet op og spændt ud, men vil tro det måler 1,5 x 1,5 meter.

torsdag den 18. oktober 2007

Hold da op!

Jeg syntes lige jeg ville prøve at tælle lidt på mit garn. Havde da godt nok en idé om at jeg havde meget liggende, men ikke at det var SÅ meget!!!

5765 gram garn i forskellige kurve, skuffer, poser, skabe og andre gemmer. Hmm... Det må vist betyde at jeg IKKE skal købe nyt garn til alle de sjaler jeg har planer om at strikke de næste par måneder, men istedet bruge af alt det der ligger i gemmerne... Og måske det også kunne blive en idé til nogle julegaver?

Jeg har blandt andet en forfærdelig masse bomuldsgarn, og jeg er sikker på der findes nogle tøser i omgangskredsen der ville blive lykkelige for nogle jordbær huer i alle regnbuens farver...

Så er jeg her, og hvad så?

Det skulle prøves. At oprette en blog på nettet. Jeg har tit lyst til at skrive, men får det ikke gjort fordi der ikke er nogen at skrive 'til'... Såe... Nu er jeg blogspotter...

Jeg har de sidste par dage søgt nettet tyndt efter spændende strikkeopskrifter, og kan se der er mange der deler på denne måde, så tænkte at 'det må jeg da også prøve'...