tirsdag den 17. februar 2009

Sokker, sokker, sokker

Jeg ved virkelig ikke hvad der går af mig. Fra at have hadet at strikke sokker, og forsvoret at jeg i hvert fald ALDRIG gad det, så elsker jeg det nu!
Tidligere har jeg mobbet mine forældres veninde Gitte fordi det var det eneste hun strikkede. Nu mobber hun mig fordi jeg endelig har "set lyset".

De røde/orange er i noget garn købt på udsalg. Jeg kan ikke huske hvad det hedder. Farverne er pæne, men garnet er noget stift og hårdt. Jeg håber det ændrer sig efter vask!
De turkise er strikket i Arwetta, og de er som garnet utroligt bløde og lækre!
Dem med de melerede striber er strikket i Sisu. De kunne med fordel være strikket på pind 3. Garnet er der ikke noget i vejen med, men de er blevet noget "tætte" og stive pga den lille pind 2,5.
Til sidst et par med Mørkeblå og turkise striber. Det turkise er Arwetta og det mørkeblå er Regia. Jeg skulle i øvrigt hilse og sige at det er to farver der er svære at tage billeder af sammen. Enten så det turkise helt lyseblåt ud, eller også så det blå helt sort ud.

Der er i øvrigt også strikket et par med røde og hvide striber i Arwetta, men de nåede ikke at blive forevigede, inden Clara skulle have dem med på skiferie.

Og hold da så lige op en forskel der er på strømpegarn! For eftertiden tror jeg kun jeg gider købe Arwetta. Det er utroligt blødt og lækkert, både som garn i nøgler, og også når det er blevet strikket!

Nå, men der kommer uden tvivl flere strømper herfra. Det er nemt at strikke, jeg behøver ingen opskrift, og så er det nemt og fylder ikke så meget når man skal nogen steder. Måske der endda går sport i at se hvor mange par jeg kan nå at strikke i løbet af året?







Hæklet tørklæde med blomster

Da jeg var ude hos Lisa med trøjerne i går, var der også dette tørklæde med i posen. Hun så min mors for nogle uger siden og bestilte straks et til sig selv også. Det er et nemt og hurtigt mønster, så det var hurtigt klaret. Lige om lidt skal jeg i gang med endnu et. Denne gang i lilla til min mors veninde.




Fakta om tørklædet:
Garn: En tråd Sisu og en tråd Kitten mohair. Begge fra Sandnes
Forbrug: 280 gram - halvt af hver
Opskrift: Opskriften er fra Sandness
Hæklenål: Nr. 6
Ændringer: Jeg har hæklet på en større hæklenål, da jeg ikke bryder mig om at det er så kompakt.
Størrelse: Det måler vist omkring 2 meter i længden og 30-35 cm i bredden

Tvillinger

Der har været stille her i lang tid. Jeg har haft det forfærdeligt! Bivirkningerne fra mit nye antidepressive medicin har gjort at jeg har været sengeliggende i næsten 4 uger. Jeg har haft voldsom kvalme, været svimmel, haft feber, uro, kolde og sovende fødder og så har jeg rystet så meget, så jeg ind imellem ikke har kunnet holde om strikkepindene. Foruden en enorm træthed. Nogle dage har jeg sovet op til 18 timer i døgnet.
I sidste uge var det så slemt så jeg hverken kunne holde vådt eller tørt i mig, og jeg var tæt på at opgive, selvom jeg kunne mærke at det hjalp på humøret. I torsdags besluttede min mor så for at bestille en tid hos en akupunktør, og som et mirakel har nålene hjulpet! Allerede torsdag aften havde jeg det betydeligt bedre, og efter 2. behandling i fredags var bivirkningerne helt væk...

Lidt er der dog blevet lavet. Blandt andet er jeg blevet færdig med trøjerne og huerne til Ida og Maria. De er blevet afleveret ved Lisa, og hun var glad for det hele.

Fakta om "Tvillinger":

Garn: Lyric 8/4 bomuld fra Coats

Forbrug: Ca. 150 gram til hver af trøjerne og 50 gram pr. hue

Pinde: Rundpind og strømpepinde nr. 2,5 og 3

Opskrift: Designet er mit eget, og jeg er ganske godt tilfreds!