torsdag den 14. november 2013

DIY - hæklede stjerner

Jeg har tidligere her på bloggen vist nogle stjerner jeg har hæklet efter denne opskrift. Nu har jeg så af Dennis Marquez fået lov at oversætte opskriften til dansk, så den kommer her:

Forkortelser:

km = kædemaske
lm = luftmaske
fm = fastmaske
hstm = halv stangmaske
stm = stangmaske
dbstm = dobbelt stangmaske

Du kan finde vejledning til de forskellige masker HER.

Du skal bruge:

Bomuldsgarn, uldgarn, eller lige det DU har lyst til, og i lige de farver du elsker. Det vigtigste er at nålen passer til garnet. Til dem i stærke farver har jeg brugt Arwetta strømpegarn, og til de mere julede er der brugt Kauni 8/2 - i begge tilfælde en nål #3...

SÅ starter vi:

Start med at lave en magisk ring. Vejledning kan du blandt andet finde HER. Det er ikke helt samme metode jeg selv bruger, så jeg vil, så snart jeg kan få en hjælpende hånd, lave en lille foto DIY, til min metode (som i øvrigt findes i Maja Hansens bøger).

Har du lavet ringen? Godt, så skal du hækle 3 lm (som erstatning for den første stm.) Herefter 2 stm omkring ringen + 1 lm. *3 stm, 1 lm* gentag fra *-* til der i alt er 5 stm grupper.

Træk i den løse snor, så ringen samler sig, og lav en km i 3. lm

Nu skal du lave takkerne.
Hækl 5 lm. I 2. lm fra nålen laves en fm. I næste maske en hstm, derefter stm og dbstm. Lav en km omkring lm buen fra forrige runde. Fortsæt på samme måde til du har lavet alle 5 takker.

Nu kan du så vælge at skifte farve, eller fortsætte med den samme - det bestemmer du selvfølgelig...


Start med 1 lm. Herefter 1 fm i hver lænke/lm fra forrige omgang - du hækler på "bagsiden". 5 i alt (husk også at få den på toppen med). Lav 1 lm og fortsæt ned ad den anden side, MEN nu hækler du kun i bagerste maskeled. Husk også at lave en fm i km, så der er 5 på hver side af takken.
Fortsæt på samme måde ved alle 5 takker.

Hvis du gerne vil hænge stjernerne op, laver du en række lm som du til sidst samler med en km. Jeg har lavet 25 lm, men du bestemmer selvfølgelig selv, hvor lang du vil have løkken...

Jeg håber vejledningen er til at forstå, ellers må du endelig spørge!
Jeg regner med at lave en mere detaljeret foto vejledning en af de nærmeste dage...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar