fredag den 1. januar 2010

Da jeg blev rund...

I november fyldte jeg 30, og fra min skønne fødselsdagsgruppe fik jeg lækkert kauni garn til Ruths "Tusindfryd" sjal. Samt hendes opskriftsamlinger på huer og vanter. Skønt og lige hvad jeg havde ønsket mig!


I løbet af de første par dage var jeg nået så langt. Jeg er i gang med den 5. række blomster, så der er stadig LANG vej endnu! Det er ikke ligefrem fjernsyns strik, så det går langsomt! Måske bliver det færdigt i 2010, måske ikke - uanset så er det et sjovt og hyggeligt strik som jeg kan hygge mig med når jeg gider...



Lange kjoler

Engang i starten af november var jeg oppe hos Lisa med en ny portion til pigerne. To lange og virkeligt søde tunikaer samt to små veste. Som altid var Lisa virkelig glad for det, og det er bare så dejligt og bekræftende at hun gider blive ved. De næste to veste og sweatre er allerede bestilt og skal være færdige når de kommer hjem fra Thailand midt i januar.
Der var også et lille sæt klipfisk og kyse med, som Lisa skulle bruge til gave.
Fakta for Tunika:
Garn: 100% 8/4 bomuld. 150 m/50 g
Forbrug: ca. 300 gram til hver
Opskrift: Herfra
Størrelse: Mindre end 2 år
Ændringer: Den første jeg lavede var ALT for stor til trods for at strikkefasthed osv passede, så den blev modificeret en smule i bredden. I øvrigt valgte jeg at strikke ærmerne på fra ærmegavet, istedet for at strikke dem nedefra og sy dem på. Den alt for store ligger nu og mangler et par ærmer og en hætte, og så er den klar til Annette engang til foråret...
Hot or not? Helt vildt hot! Der er allerede flere fra "vuggeren" der har spurgt om jeg vil lave en mere, men helt ærligt, det gider jeg simpelthen ikke! Den er sej og sjov og har nogle skønne farver, men den er sååå kedelig at strikke!
Fakta for vestene:
Garn: Alfa fra Sandnes
Forbrug: Ca. 85 gram til hver
Opskrift: Ingen decideret. Jeg har fundet flere forskellige, som så er rettet til, til garnet og størrelse så det sådan ca. blev en str. 1½-2 år.
Hot? Helt sikkert!
Fakta for Fisk og hue:
Garn: Lanett fra Sandnes
Forbrug: Ca. 55 gram i alt, så det er bestemt ikke nogen herregård!
Opskrift: Fra et af Sandnes´ mix hæfter
Størrelse: 3-6 måneder tror jeg det var
Hot or not? Mere sød end hot. Til en rigtig lille pige.









Alt for længe siden!

Det er efterhånden længere end længe siden jeg har fået blogget. Denne første aften i 2010 bliver derfor brugt på at opdatere lidt.

Først er der denne cardigan. Billedet er alt alt for dårligt, men jeg nåede ikke at tage et nyt inden den drog afsted til Færøerne.
Den er super sød og har været sjov at strikke.


Fakta:
Garn: Alpakka fra Sandnes
Forbrug: Ca. 175 gram
Størrelse: 2 år
Ændringer: Det er så længe siden jeg strikkede den, at det kan jeg ikke huske, ej heller pindenumre osv...
Hot or not? Jeg synes den er SÅ sød. Hvad modtageren sagde til den, ved jeg ikke.

Min skønne veninde har "fået" denne kasket. Hun har allerede en i grå, men ville gerne have en mere - og den klæder hende! Den er set før, lige her så specifikationerne er de samme.


Mine fødder er kommet til at elske mine hjemmestrikkede, så det er blevet til 2½ par til mig selv den sidste uge, foruden et par til Christine som hun fik i julegave.
Her er det et par stribede i to tråde arwetta. De er så dejligt bløde og varme! Der blev brugt ca 110 gram. Det andet par er i to tråde match med rib af multifarvet arwetta - jeg var bange for der ikke ville være nok i match nøglet, men de vejer kun 99 gram så der er pænt meget tilbage.





torsdag den 8. oktober 2009

Jeg har sq vundet! - igen...

For over et år siden deltog jeg i en konkurrence gennem Hendes Verden og vandt - For et par uger siden deltog jeg igen, og i dag kunne jeg hente denne pakke på posthuset... Pakken har i øvrigt været ved at forvolde en del grå hår - i går eftermiddags da jeg tømte postkassen lå der en pakkekvittering med "København" som afsender. Hold da op som hjernecellerne kom i sving, for jeg kunne overhovedet ikke huske at jeg skulle have bestilt nogle varer...

Der er 13 nøgler "Greenland" fra Coats i 10 forskellige farver - men hvad pokker skal jeg bruge det til? Gode ideer modtages med glæde!


Og jo, jeg strikker skam stadig, selvom jeg har været meget stille, meget længe - jeg har det ikke godt! Hver gang jeg synes at begynde at mærke jorden under fødderne igen, sker der et eller andet der får verden til at falde sammen om ørerne på mig...

Her er lidt beviser for mine sysler den sidste tid.
Først to kasketter strikket i Smart fra Sandnes - begge til Lisas tvillingepiger - bemærk at de har forskellige farver, pædagogerne i vuggestuen kan nemlig ikke kende forskel på dem når de har ens huer på - og forældrene heller ikke, for den sags skyld...

2 Halsedisser, ligeledes i Smart og med hæklet flæsekant i kit mohair.


Og sidst to huer med øre klapper som sidder ordentligt fast når det blæser. Hæklet i en tråd kit mohair og en tråd sisu...




Jeg har også været i gang med at lave futter - det er jo koldt om fødderne i sofaen om aftenen. Det er faktisk blevet til to par i denne skønne grønne farve. De er hæklet i fritidsgarn og filtet en smule i maskinen.


Foruden ovenstående er det også blevet til endnu en Kiwi samt lidt baby tøj til min fætter - ham og hans kæreste venter sig. Jeg har dog besluttet ikke at lave tøjet til dem færdigt før hun mindst er i uge 30 - ja ja, kald mig bare overtroisk!
Jeg vil skynde mig over i sofaen og strikke videre, jeg har travlt! Jeg mangler ærmerne på en cardigan der skal være færdig søndag, jeg skal strikke en hel tunika med lang hætte til ugen efter, og der ligger også bestillinger på yderligere to børne trøjer, en islandsk sweater, to kasketter, en hue og en halsedisse - mon jeg kommer til at kede mig foreløbig?


søndag den 4. oktober 2009

Den bedste udsigt i verden!

For første gang i 3 år...

Godt en time i skoven, hvor jeg dog elsker det! Jeg har ondt over alt nu, men det er det hele værd - og der skal ikke gå mange dage før jeg skal afsted igen - jeg ved nemlig heldigvis hvor der er en skøn islænder der gerne vil med...