søndag den 8. juni 2014

Et par ugler måtte der til...

Jeg har for noget tid siden tilmeldt mig Pinterest. Det er farligt, for der vrimler med gode ideer!!

Jeg så nogle ugler der var hæklet omkring Kinder æg. Eftersom vi i sidste weekend skulle til fødselsdag hos min kusine og hendes kæreste, og de ønskede sig penge, spurgte jeg min mor om ikke jeg skulle lave et par ugler til dem? Og JO, det skulle jeg :-D

Jeg havde håbet på at finde en opskrift der var lige til at gå til, men sådan blev det ikke! Det første link jeg fandt var på kinesisk, og det næste på italiensk.... Så jeg måtte endnu engang selv i gang med at kreere, og det fik faktisk helt godt synes jeg....

Man tager et Kinder æg...

Desværre er man nødt til at spise chokoladen for at komme ind til det gule æg der skal bruges :-P

Det krævede en del forsøg før jeg var tilfreds!

Og så er det bare at putte pengene i...
Som sagt gav den første mig en del hovedbrud! Selve "betrækket" var ikke noget problem, men det var øjne, næb og vinger tilgengæld! Men det lykkedes, og nummer to gik som en leg :-D

Jeg har limet uglerne på ægget med universal lim (Dana lim), men det er ikke helt godt! Hovedet på den lilla faldt ret hurtigt af, trods brug af rigtig meget lim. Har du mon en idé til hvad jeg så skal bruge? Jeg tænker det er den glatte plastic flade på ægget der giver problemer...

fredag den 6. juni 2014

Jeg smiler stadig...

Eller, det vil sige, jeg smiler det meste af tiden, og resten af tiden forsøger jeg at smile...

Jeg er frygteligt plaget af smerter i kroppen. De er der hele tiden, men nogen dage er det værre end andre. Efter en tur som i går (på 2 timer), får jeg det rigtig træls, og bliver enormt træt! MEN sådan er det, og det skal jeg lære at leve med!

Desværre gør det også at jeg slet ikke får lavet alt det jeg gerne vil! Jeg hækler lidt, men det går langsomt! Symaskinen har jeg sjældent overskud til at besøge, og det irriterer mig, for det betyder også at der stadig er lang vej igen før jeg kan åbne min shop... Og om tre uger er der sommermarked, hvor jeg også gerne vil have en del med... Nå, men jeg når det jeg når, og det jeg ikke når, tjae....

Men altså, det indlægget egentlig skal handle om. I går formiddags var Bertha og jeg en tur i skoven med Sanne og Chili. Chili er Berthas bedste veninde! De er bare SÅ glade for hinanden de to skøre og dejlige vovser!


Har jeg sagt, at jeg bor i et område med den smukkeste natur?

Hende Sanne har altid noget lækkert!

Chili skuer ud over søen...

Sanne lokker...

Tør, tør ikke...

Og Chili turde godt!

Bertha gjorde ikke...

Det kan ikke ses på billedet, men chili har en stor pind med op af vandet, som Bertha straks greb fat i...
De er rigtig gode til at lege med ting sammen - pinde, bamser osv. Så hiver de i hver sin retning...


torsdag den 22. maj 2014

Jeg smiler - højt!

Jeg er priviligeret, meget priviligeret!
Jeg bor i et område, som nogen kalder for udkants Danmark. Men der er i mine øjne ikke nødvendigvis noget negativt i den betegnelse! For mig er Ålbæk en sand perle, og vi har alt det vi skal bruge inden for rækkevidde... 
Fra mit lille hus, er der 10 minutter til stranden og 15 minutter til skoven - og det er vel og mærke på gå ben... Jeg ELSKER naturen, og har altid brugt den meget. Især som barn. De seneste år har jeg dog ikke nydt den så meget som jeg gerne ville, fordi jeg ikke har haft overskuddet til det. Og når jeg endelig blev hevet med, forstod jeg ikke at nyde det jeg oplevede - det fantastiske ved årstidernes skiften, sev fx slet ikke ind... Det råder jeg så bod på nu!

De sidste par dage har Bertha og jeg været ved stranden. Ikke nogen lang tur, bare 3 km, men hold nu op hvor jeg nyder det! Jeg smiler stort og højt, ja næsten så jeg får ondt i kæberne - det er fantastisk at smile og glædes igen!

I dag kom kameraet med. Det er faktisk flere år siden jeg har haft kameraet med på tur, for som sagt, så forstod jeg ikke alt det glædelige og smukke. Det gør jeg heldigvis nu!

Jeg har forsøgt at begrænse mig, men det ér altså et indlæg med mange billeder, men synes det er ret godt klaret at jeg har formået kun at vælge et par og tyve ud af over 170 billeder ;-)

Bertha bjergged.


Bertha elsker at bade!

Hvis der ingen mennesker er på stranden, får hun lov at rende løs, og ellers tager jeg hensyn!









Når vi forlader stranden går vi op gennem klitterne.


Tilføj billedtekst

Kaprifolierne dufter fantastisk! Det varer nok ikke længe før de blomstrer.
På marken i baggrunden havde jeg engang for mange år siden hest.

Der bag træerne ligger det der engang var stalden, i dag er det en tømrer der holder til i bygningen.

Der går dog stadig heste på markerne.

Det er skønt at rulle sig i det høje græs!

Der graves efter mus!? 

Og bagefter ser man sådan ud i hovedet...

Beviset for at det ikke er helt sommer endnu. Der kommer først poser i skraldestativerne når turisterne for alvor kommer til byen...


fredag den 16. maj 2014

Hej Haj...

For et par uger siden var der en gammel klasse kammerat der sendte et link til mig på Facebook - kan du lave sådan et, spurgte han? Tjae, hvorfor ikke svarede jeg? Jeg kan da prøve...

Jeg har gået længe og taget tilløb, for kunne ikke lige overskue hvordan jeg skulle gribe tegning af mønsteret an. Men det viste sig at jeg vare skulle gå i gang...

Jeg indkøbte ternet mønsterpapir, tegnede en firkant med målene for hvor stor jeg ville have hajen - sådan  ca. og så var det egentlig bare at begyndte at forme...

Dette er 2. prototybe, og nu er jeg klar til produktion - og jeg har allerede bestilling på ikke mindre end 19 haj-penalhuse... 





Jeg har valgt at bruge hvide og sorte knapper som øjne, da jeg synes det er rigtigt svært at applikere så små stykker på, som oven i købet skal være runde...

Selv det nye navne/vaske mærke er blevet syet i munden på den...

tirsdag den 13. maj 2014

Puff, hvor kan man finde...

Kan I huske sangen og Puff? Jeg elskede den da jeg var barn! Den var på én gang både hyggelig, eventyrlig og ret sørgelig! Jeg forstod dog ikke helt slutningen om at vi mister vores fantasi når vi bliver voksne... 

Denne Puff er til Jane fra Strikkeklubben. Den skal i legetøjs kurven til hendes børnebørn...




Fakta om Puff:
Garn: Forskelligt 8/4 bomuld - blandt andet Lyric, Mandarin Petit, Cotton nr. 8, Anna og Claras bomuldsgarn og Blend/tendens.
Forbrug: 226 gram, så det er en del mere end de andre jeg har lavet!
Opskrift: Puff the magic Stegosaurus - af Heidi Bears.
Størrelse: Den er faktisk blevet ret stor! 62 cm fra hale til næse og ca. 26 cm høj (uden skællene).
Nål: KnitPro Waves # 2,5
Bemærkninger: Jeg plejer at hækle lapperne sammen efterhånden, men denne gang har jeg lavet dem alle først. Lagt dem i hver sin pose (5-kanter for sig, 6-kanter for sig osv.), stukket hånden i en af poserne og hæklet sammen. Resultatet af den fremgangsmåde synes jeg faktisk har fungeret rigtigt godt!

Lige om lidt går jeg i gang med endnu en. Også en bestilling...