torsdag den 16. oktober 2008

En kasket mere...

For godt en uge siden, lavede jeg en kasket, som skulle bruges til udstilling hos Inga. I går da jeg gik forbi forretningen, kom Inga styrtende ud - en kunde havde bestilt en, og jeg skulle strikke den. Det er da vist den bedste ros man kan få!?!?
I dag har to af mine mors kollegaer så også bestilt en. Skønt når andre værdsætter det arbejde jeg er så glad for at lave!

Fakta om Kasketten:
Garn: Sort Alfa fra Sandness.
Forbrug: 115 gram
Opskrift: Fra "Luer tema 01" fra Sandness
Pinde: Strømpepinde nr. 7 og 60 cm Rundpind nr. 5 og 7
Størrelse: One Size
Hit eller skidt? At kunderne bestiller dem hos mig, siger vist det hele? (I øvrigt har Christine set billedet af den anden i dag - det første hun sagde var, at sådan en ville hun også have, så jeg fik ret...)

Jeg beklager i øvrigt det enormt dårlige billede, det er virkelig svært at tage et ordentlig billede af en sort kasket uden fyld!

Ulempen ved en Tæve

Ydrk!! Bertha er kommet i løbetid, så hun har fået bukser på - når hun er inde altså. Hun siger ikke noget til at have dem på, men hold da op et gedemarked hver gang hun skal have dem på - det gider hun altså bare ikke!

Hun har i øvrigt nydt det gode vejr i dag. Det blev fejret med endnu et kæmpe hul i det der engang var en græsplæne... Så lad dog barnet...

tirsdag den 14. oktober 2008

2 år er gået

Nu er jeg kommet ovenpå igen efter weekenden. Det endte med at jeg tog med til København - det var nok ikke nogen god idé...

Jeg kom ikke med ud og spise fredag og lørdag valgte jeg, ikke at deltage i festen. Min moster var helt inforstået, men hvor var det dog ydmygende!
Fredag var vi i øvrigt en tur i Ballerup storcenter. Jeg skulle have et par nye sko - det er ikke det nemmeste i verden skulle jeg hilse og sige. Endelig fandt jeg et par pæne støvler som jeg oven i købet kunne spænde omkring mine fede lægge. Min mor ville give mig dem, og hun gav mig derfor hendes dankort så jeg kunne betale for dem. Det var dråben, jeg brød sammen inde midt i butikken - nøj hvor pinligt! Tænk at stå og tude fordi man selv skal køre et dankort igennem maskinen...

I søndags var det to år siden jeg blev sygemeldt. Måske har den "milepæl" været med til at gøre dagene op til, og dermed også turen til København til en mindre sjov oplevelse. I hvert fald har det fyldt meget i mine tanker... Der har ikke været de store lyspunkter eller opture, jeg føler stadig at jeg er samme sted som jeg var den dag for 2 år siden. Mon snart jeg får lidt held i livet?

I morgen skal jeg til psykolog. Da jeg for et par uger siden var hos min læge, foreslog han et par samtaler inden jeg starter hos distrikts psykiatrien, bare for at der sker noget så længe...
Jeg har valgt min gamle psykolog, og jeg ser frem til at komme der i morgen, selvom jeg synes det er fuldstændigt uoverskueligt at tage toget alene til Frederikshavn...

Inden vi tog til København i torsdags fik jeg i øvrigt brev om, at der kommer en overlæge og en psykolog fra psykiatrien, hjem til mig mandag den 10. november. Nu sker der vist endelig noget! Så håber jeg bare ikke at det spænder alt for meget ben for mig, at jeg igen skal skifte sagsbehandler!?!?

onsdag den 8. oktober 2008

Trøje til Runa

Trøjen til Runa har været undervejs længe. Jeg har haft gang i mange projekter i mellemtiden - i øjeblikket har jeg utroligt svært ved at holde fokus på bare ét projekt, så tingene må tage den tid de ta´r...

Nu er den i hvert fald færdig, og i eftermiddag kan jeg aflevere den...

Fakta om blusen til Runa:
Garn: Mandarin Petit
Forbrug: 125 gram til trøjen og 30 gram til huen. Det passede lige med tre nøgler + en rest til kanten på huen...
Størrelse: 1 år
Opskrift: Hæfte 0707 fra Sandness
Pinde: Rundpind og strømpepinde nr. 3 - der er strikket frem og tilbage.
Hit eller skidt? Det er vist op til Runas forældre at bedømme, men jeg er godt tilfreds!

Ærmerne og knapperne er i øvrigt syet i på maskinen - det var godt nok nemt - og hurtigt!

Jeg burde...

Der er så meget jeg burde. Lige nu er en af tingene, at pakke. Min moster bliver 60 på fredag, og planen er at mine forældre og jeg kører derover i morgen... Jeg orker ikke! Jeg har ikke overskuddet. Jeg er ked og trist, og har ondt i maven over at skulle være sammen med alle de fremmede mennesker der kommer til festen på lørdag...

På den ene side får jeg dårlig samvittighed ved tanken om ikke at tage med - det er da synd for moster at hendes niece ikke kan samle sig så meget så hun kan lade være med at tude en enkelt dag...
På den anden side orker jeg ikke at kæmpe med tårerne og klumpen i halsen en hel weekend. Og samtidig hele tiden at blive spurgt af familien; "Hvorfor er du sur?" - Jeg er fanme ikke sur!

Det er virkelig en svær beslutning