Udskidt æblegrød...

Det er ikke nogen synderlig flatterende titel dette blogindlæg har fået sig, men ikke desdo mindre er det sådan jeg føler mig i dag. Jeg har det ad pommeren til!
Natten er bestemt ikke blevet brugt til at sove. Jeg har for første gang siden jeg fik Bertha, ligget på sofaen og set tv og TUDET. Jeg har ikke kunnet finde ro, jeg har haft angstanfald og været dybt ulykkelig!

Hvorfor?
Jeg kan kun gætte. Hele min situation, med hvad der skal ske efter arbejdsprøvningen er noget rod. Jeg ved ingen ting. Uvidenheden og frygten for at blive smidt ud af "systemet" gør mig enormt usikker. Det får mig til at miste overblikket. Det er lige før at jeg vil sige at min usikkerhed og manglende overskud er større nu, end det har været i over et år. *Suk*!

Måske hænger det sammen med at 2 års dagen for min sygemelding nærmer sig. Jeg ved det ikke...

Fakta er, at jeg virkelig synes det bliver sværere og sværere at holde modet oppe, at bevare positiviteten, og tro på at det nok skal gå. Hvordan kan jeg i øvrigt vide det, når det er så svært at få min sagsbehandler, konsulent og så videre i tale? Det har nu taget to uger at komme i kontakt med min sagsbehandler. - I maj måned overgik jeg til "anden aktør" fordi jeg havde været sygemeldt i mere end 52 uger, og jeg fik endnu en ny sagsbehandler. Jeg har talt i telefon med ham én gang. Jeg har aldrig fået noget på skrift, så da det igen brændte på, havde jeg ingen oplysninger der kunne gøre at jeg kunne komme i kontakt med ham.
Via omveje lykkedes det at få fat i en mail adresse til ham, og min far sendte en mail - far er igen kommet på banen, da mit mod til selv at kontakte og tage styring, igen er forsvundet... Først i dag er der kommet svar. Der er møde på tirsdag - hvis bare jeg havde vidst det i går, er det ikke sikkert min nat havde været helt så forfærdelig?

Om lidt vil jeg sætte mig over i sofaen. Jeg har en anelse om hvordan dagen bliver; Uanset hvad jeg ser i tv, eller uanset hvad jeg foretager mig, så vil det mindste kunne få tårerne og uroen frem. Der er ikke noget at gøre ved det, jeg må vel bare acceptere at det er sådan det er idag? I morgen vil jeg have at det skal være anderledes! - jeg skal til fødselsdag og indflytterfest hos Lene og Maibritt. Der kommer mange fremmede mennesker - det har jeg det ikke godt med! Men jeg vil afsted - for deres skyld!

Indlægget er noget rod. Ca. sådan, doblet op, ser der ud inde i mit hovede. Sådan er det bare...