Det er gået noget langsomt med "Regnbuen" den sidste tid. Dels har jeg haft problemer med pindene; først knækkede min knit pick, og da jeg skulle i gang med ærmerne manglede jeg strømpepinde i den størrelse. Efter nogle overvejelser, endte det med at jeg BÅDE bestilte et par knit pick OG købte et par i metal. Resultatet er at det har taget meget lang tid at strikke de to ærmer - jeg får simpelthen så ondt i fingrene af at strikke på Pony´s metal pinde! Men nu begynder det virkelig at ligne noget! Der er både gjort klar til lomme, begyndt raglan, og lukket af til stolpelukning.
Lisa kommer til Ålbæk på tirsdag, og så havde jeg håbet på at kunne vise hende en færdig trøje, men nu er jeg havnet i et stort dilemma. Hætten skulle gerne blive ensfarvet - rød. Men så vidt jeg kan måle mig frem til, så når jeg til hætten, når jeg skal i gang med den turkise eller mørk lilla. Det er jo ikke ligefrem specielt piget! Umiddelbart synes jeg ikke det bliver pænt, hvis jeg springer" i farve rækkefølgen og strikker rød efter den grønne eller den turkis... Hmm... Hvad synes I?
Jeg kan heller ikke helt beslutte mig til, hvad jeg skal gøre med stolpelukningen. Der skal en enkelt stor knap i. Men skal jeg strikke op langs kanten af lukningen og hætten og strikke et knaphul, eller skal jeg hækle en række fastmasker og samtidig lave en lille løkke til knappen, eller en anden god idé? Nogen forslag dér?
Og så lige en lille tilføjelse - de fleste vil nok falde i svime over alle de løse ender der hænger ud. Sikke mange ender der skal hæftes! Men ved I hvad? De er allerede hæftet - hurra for strikkehæftning!!!
"Den lille skæve" begynder også at ligne noget. Den mangler kun et halvt ærme, lidt hæftning og to knapper. Jeg tror jeg er blevet enig med mig selv om at den skal filtes en lille smule. Jeg er noget af en kylling, og ville være træt af at skulle starte forfra med den, så jeg starter med at smide den i maskinen på 30 grader...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar